”Gl. Rand nord for Skovvej” er ca. 500 m i øst-vestlig retning og 150 m i nordlig-sydlig retning, se figur 1 og 2. Mod syd afgrænses arealet af Skovvej, mod nord er grænsen en grusvej. Helt imod øst er der en markant høj beplantning af Rødgran og Balsam-Poppel.

 

”Gl. Rand syd for Skovvej” er ca. 300 m i øst-vestlig retning og 200 m i nord-sydlig retning. Terrænet skråner ned imod grusgravssøerne, og det meste af området er ret tilgroet med buske og træer. Der slås stier gennem terrænet til jagtlige formål, formoder vi. Der er en langstrakte sø mod øst og to søer mod vest. Nord for søerne skråner terrænet op mod Skovvej, og den sydvendte skråning er voksested for en del varmeelskende arter, soleksponeret og med en tør og stenede jordbund, som skråningen er.

Jorden er for begge grusgraves vedkommende naturligt nok præget af masser af sten og grus.

I den nordlige grusgrav fandt vi i alt 172 urter og 42 træer/buske. I den sydlige grusgrav fandt vi i alt 196 urter og 43 træer/buske. Det store antal træer og buske viser den tiltagende tilgroning.
Der er 3 regionalt rødlistede arter: Stinkende Krageklo (mangler godkendelse), Langstakket Væselhale og Blød Filt-Rose i de to grusgrave set under et. I alt er der 45 positiv-arter, hvilket er ganske mange.
Søerne er meget tilgroede, og det er et problem for den tørketålende og værdifulde flora, som efterhånden skygges bort. Den årlige slåning af sletten nord for Skovvejen er derimod med til at bevare den tørketålende flora, som i øvrigt er så trængt i det næringsrige vestsjællandske landskab.

For at se den fulde rapport og den komplette floraliste skal du følge dette link til rapporten.

Se lokalitetens placering her (bemærk IKKE offentlig adgang).