Danmarks Naturfredningsforening har fremsat et forslag til fredning af et sammenhængende græsningslandskab på bakkerne ved Tømmerup på i alt ca. 62 ha.

Link til Fredningsforslaget


Beskrivelse af området

Fredningsområdet består af to bakkekomplekser, Tømmerup Banke og Keldbjerg samt den solitære Bavnetop, som er en markant milepæl i landskabet. Det er et særdeles smukt landskab med indkig til de kuperede bakker. Der er i alt fire fine udsigtspunkter (bakketoppe) i fredningsområdet, som gør det muligt at se helt til Saltbæk Vig, Nekselø, Sejerø og Kalundborg samt til den lokale kirke, Tømmerup Kirke. Fredningen giver adgang til disse udsigtspunkter, som løfter helhedsindtrykket og oplevelsen af landskabet.

Der har ikke tidligere været offentlig adgang til to af disse udsigtspunkter. Formålet med fredningen er at knytte eksisterende naturområder sammen for at skabe mulighed for at pleje området som et samlet areal til gavn for den biologiske mangfoldighed. Når de værdifulde naturområder forbindes, kan vilde dyr og planter sprede sig og dermed sikre sunde, levedygtige bestande.

 

Naturområde med stor botanisk interesse

Naturværdierne i området er stærkt truet grundet fraværet af græsning. Overdrevets lyselskende og nøjsomme plantearter bliver skygget væk af de hurtigvoksende arter, og efterhånden gror overdrevet til med høje græsser og krat. I dag finder kommunens naturpleje kun sted på dele af fredningsområdet. Og ikke på det vigtige område ved Klokkerhøj, der rummer store botaniske værdier. Klokkerhøj er et unikt og ualmindeligt rigt overdrev med mange sjældne plantearter, som er karakteristiske for gamle overdrev.

På overdrevet finder man bl.a. orkidéen tyndakset gøgeurt. Men bestanden er gået voldsomt tilbage og er nu i fare for helt at forsvinde grundet bakkens tilgroning. I efteråret 2012 blev DN kontaktet af Klokkerhøjs ejere med ønsket om at frede Klokkerhøj for at bevare områdets natur- og landskabsmæssige værdier for eftertiden. Samtidig ønsker ejerne af Klokkerhøj at sikre den offentlige adgang på deres jord, som de har skabt ved at slå et trampespor. Herved har ejerne skabt en stiforbindelse mellem Klokkerhøj og til en del af Sjællandsleden – del af North Sea Trail ruten, der bl.a. fører forbi Tømmerup Kirke og videre til Asnæs.

Ved at sikre hele fredningsområdet bliver det muligt at binde den eksisterende natur sammen og skabe et større sammenhængende naturområde til gavn for den biologiske mangfoldighed. Og en fredning giver netop mulighed for at sikre en helhedsforvaltning samt at der udarbejdes plejeplaner for hele fredningsområdet, til gavn for den værdifulde overdrevsflora, som i dag er yderst trængt. Herudover giver en fredning mulighed for at etablere nye stier og rundture til gavn for offentligheden.

Der bliver således stiadgang til dele af bakkerne, og udsigten fra de høje bakker er imponerende. En klar sommerdag er det muligt at nyde det åbne landskab med udsigt over Saltbæk Vig, Sejerø bugt, Kalundborg og Tømmerup Kirke. Det udsyn vil en fredning sikre.

Dette får offentligheden ved fredningen af Tømmerup banke

  • En vigtig botanisk lokalitet, der sikres pleje. Karaktérarterne findes stadig på arealet trods kraftig tilgroning visse steder
  • En sammenhæng mellem naturområderne til gavn for den biologiske mangfoldighed
  • Et flot landskab med karakteristiske bakker, hvortil der opnås nye adgangsmuligheder
  • Nye stier og sammenhængende stisystemer.