Vælgermøde nov. 2021
Lørdag den 6. nov. var der naturpolitisk vælgermøde og kagebord på Fugledegård.Hvor stor en bid får naturen?
Mødet var arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening i Kalundborg.
Lokalet på var fyldt til bristepunktet og de sidste tilhørere måtte sidde i indgangen. Et særdeles velbesøgt naturpolitisk valgmøde. Omkring 80 mennesker havde fundet vej til vælgermøde, hvor temaet udelukkende var natur og adgangskravet til de deltagende kandidater var en naturpolitisk kage, som symboliserede kandidaten/partiets natur og miljøpolitik.
I panelet sad;
Per Kjær Erichsen (A), Hans Munck (B), Jesper W. Hansen (C), Tonny V. Pedersen (D), Hans Kurt Jørgensen (O), Thomas Hiorth (SF), Martin Damm (V), Hasse Jensen (Æ) og Niels Erik Danielsen (Ø)
Før vælgermødet havde DN og Fugledegård inviteret på en gåtur i de historiske og smukke omgivelser ved Tissø.
Ulrik Heimann (DN) var ordstyrer og kandidaterne fik hver fire minutter til at præsentere deres grønne profil og mærkesager.
Stikord fra den indledende runde; Klimaråd, vandmiljø, skovrejsning, Munkesøen, vandindvinding fra Tissø, grønne kiler, kommunalt jordopkøb, beskyttelse af drikkevand, vild kommune, grøn energi og forsyning, symbiosen, Kattegatforbindelsen og rewilding.
Taget ud fra paneldeltagernes engagement og iderigdom skulle man ikke tro, at naturen må nøjes med så lille en bid som 0,41 % af den kommunale kage.
Efter den indledende runde var der pause med kaffe og naturpolitisk kagebord. Et bredt udvalg lige fra bagerbrød til vegansk hjemmebag. Noget for enhver smag. Deltagerne kunne afgive deres stemme på den kage/parti, hvis naturpolitiske kage de fandt bedst. Trods kø og trængsel i lokalet benyttede 49 personer deres stemme.
Efter kaffepausen var der mulighed for at stille spørgsmål til politikerne. Der var stor spørgelyst og vi kom langt omkring i den naturpolitiske dagsorden; Byggeriet i Klosterparken, trafikbegrænsning på Vesterlyng, dumpning af slam fra havnen i Jammerland Bugt, mere ”vild med vilje” i almene boliger, manglende biodiversitet og de store græsarealer ved mange virksomheder, affald i naturen, stort kommunalt svigt i vandplanarbejdet, konsekvenser ved fortsat vandindvinding af overfladevand fra Tissø, adskillelse af kloakvand og regnvand.
Kattegatforbindelsen fik også en tur og ingen i af kandidaterne støttede en fast forbindelse med motorvej over Asnæs eller Røsnæs. Her spændte synspunkterne fra tunnelløsning til ingen af fast forbindelse overhovedet.
Flere spørgere udtrykte stor glæde over den eksisterende natur i kommunen, men også stor bekymring om kommunens vilje til at pleje og overholde gældende regler og love.
Flere politikere fremsatte ønske om at opdele teknik- og miljøudvalget i to separate udvalg. Teknik og byggesagsspørgsmål fylder for meget på dagsordenen i udvalget, og naturpolitiske sager får al for lidt tid og opmærksomhed. Fx er udvalget nu i gang med sit tredje udkast til en ny naturpolitik og kommer alt for langsomt fremad.
Flere paneldeltagere påpegede sammenhængen mellem den langsomme sagsbehandling og en stærk underbemanding på naturområdet som en årsag til de manglende kommunale initiativer og projekter. Der var opbakning fra alle paneldeltagere til at gøre noget ved personaleressourcerne indenfor naturområdet.
DN holder skarpt øje med om dette valgløfte indfries i den kommende valgperiode.
Ordstyreren lukkede mødet med at konstatere, at præmien med de fem poser vilde blomsterfrø suverænt gik til Enhedslisten for den absolut bedste naturpolitiske kage. Frihedslistens kage opnåede ingen stemmer, mens Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative hver fik en stemme. Enhedslistens naturpolitiske kagefik med 20 stemmer dobbelt så mange stemmer som nummer to den Socialdemokratiske naturpolitiske kage, der opnåede ni stemmer. Stort tillykke til liste Ø.
Tak til Fugledegård for at lave kaffe og lægge hus til arrangementet.
Tak til de fremmødte kandidater og engagerede tilhørere for en god naturpolitisk eftermiddag.
Borgmester Martin Damm sluttede mødet af med en opfordring til DN Kalundborg om at tage initiativ til et offentligt dialogmøde med politikerne en gang om året om lokale spørgsmål indenfor klima, miljø og natur. En opfordring DN tager til sig og arbejder videre med.
Kagerne er spist, og så er der kun tilbage at holde øje med alle de grønne valgløfter. Tiden vil vise, om politikerne holder ord, og hvor grøn politikken bliver de næste fire år.