Klintegården
Skal denne fredede grønne kile mellem Røsnæsvej og kysten med fantastiske udviklingsmuligheder for mere natur til glæde for lokalbefolkningen, forvandles til et hotelresort med feriehuse, salgsboder, parkeringspladser og udeområder?14.11.2024; Svaret er ja!
Her følger historien om Klintegården set fra DN's perspektiv.
Klintegården- igen - igen
I 2015 tillod daværende Venstreminister Troels Lund Poulsen etablering af 10 kystnære forsøgsprojekter til fremme af kystturisme, hvor Planlovens strandbeskyttelseslinje blev sat ud af kraft. Kalundborg kommune lagde billet ind på et hotel og feriecenter på den fredede Klintegårdsgrund på Røsnæs, men fik afslag. Kun 4 af de tilladte 10 projekter i Danmark er gennemført, hvorfor det i år igen blev muligt, at ansøge om et af de 6 tiloversblevne forsøgsprojekter - deadline 1. februar.
Et flertal af kommunalbestyrelsens medlemmer sagde i januar ja til at ansøge igen til trods for en mangelfuld og yderst dårlig oplyst sagsfremstilling. Ansøgningsmuligheden kom først til politikernes kendskab få dage før ansøgningsfristens udløb - så politikernes mulighed for at stille faglige og relevante spørgsmål mv. var reelt ikke til stede.
Der mangler svar på, hvorfor både muligheden for at indsende ansøgningen ligesom GEUS’ (De nationale geologiske undersøgelser for Grønland og Danmark) notat om bekymrende klinteskred på grunden nær byggefeltet begge har ligget i ”en skuffe” uden at komme til politikernes og offentlighedens kendskab i 10 måneder. Spørgsmål fra politikere omkring en mulig lejeaftale af området og økonomiske forpligtigelser blev heller IKKE besvaret på kommunalbestyrelsesmødet i januar. Alt i alt forhold som gjorde, at punktet i kommunalbestyrelsen burde have været en klar ommer!
Klintegården- igen - igen - igen
Plan- og Landdistriktsstyrelsen stiller 4 krav for, at et projekt kan komme i betragtning som pilotprojekt under forsøgsordningen herunder, at projektet
1) skal skabe vækst og udvikling i kyst- og naturturisme, være nyskabende og indeholde særegne elementer
2) ske i tilknytning til turismeaktiviteter
3) være arkitektonisk tilpasset / tage hensyn til omkringliggende natur-landskab
4) indeholde tiltag, der bidrager positivt til naturen/naturoplevelser.
Kalundborg kommune har indsendt ansøgning om opførelse af et 47 år gammelt hotelprojekt - ændres projektet skal Fredningsnævnet tage stilling til om projektet kan godkendes iht. fredningen.
Opførelse af et hotel- og feriecenter med tilhørende parkeringspladser midt i et fredet området, har vi meget svært ved at se, lever op til kravet om at bidrage positivt til den omkringliggende natur samt naturoplevelsen, tværtimod vil der ske en nedslidning af overdrevet, som kommunen reelt har misligholdt lige siden fredningen i 1977.
Artikel fra Turistmonitor om kystnær turisme
Klintegården- igen - igen - igen - igen
Fredningen fra 1977 er en status quo fredning dvs. at områdets tilstand med nærmere angivne undtagelser ikke må ændres ved menneskelig indgriben, og området skal sikres anvendt til rekreative formål for almenheden. Offentligheden har jf. Fredningen fri færdselsret på hele Klintegårdsområdet.
Fredningen tillod opførelse af et hotel på et udpeget delområde. Strandbeskyttelseslinjen var på det tidspunkt 100 meter. Strandbeskyttelseslinjen blev i 1994 udvidet til 300 meter. Hotelområdet lå herefter delvis indenfor strandbeskyttelseslinjen, hvorfor opførelsen ikke mere var realiserbart. Muligheden for hotelbyggeri er dermed ikke et juridisk vilkår i fredningen, men tabt.
Flertallet af skiftende kommunalbestyrelser har imidlertid siden 2008 forsøgt at omgå status quo fredningen for at få gennemført et hotelbyggeri på det fredede område inden- eller udenfor strandbeskyttelseslinjen. Kalundborg kommune har tabt hotelsagen 3 gange i Klagenævnet, tabt sagen én gang ved Danmarks Domstole v/byretten i Holbæk, trukket sagen tilbage i byretten yderligere én gang kort tid før domsafsigelse, fået afslag fra Erhvervsministeren, fået tilkendegivelse fra Miljøcenter Roskilde, om at ministeriet ikke ville være sindet at fravige strandbeskyttelseslinjen - efter DN's opfattelse en helt igennem uskøn sag for borgmesteren og skiftende støtter.
Svar på kommunens ansøgning om at komme i betragtning med fravigelse af Planlovens strandbeskyttelseslinje, og dermed mulighed for hotelbyggeri, forventes sidst på året.
Klintegården- igen - igen - igen - igen - IGEN
Planstyrelsen må på det groveste have tilsidesat deres egne ansøgningskriterier for at have godkendt Klintegårdsprojektet.
Et projekt, som er beliggende midt i et fredet område.
Et hotelprojekt som hverken opfylder kriterierne om, at være nyskabende eller særegne og uden direkte tilknytning til andre turisme aktiviteter.
Vi kan i DN Kalundborg ikke se et eneste argument for, at et hotel og feriecenter med tilhørende parkeringspladser på Klintegrunden bidrager positivt til den omkringliggende natur eller bidrager positivt til gode naturoplevelser – 2 forhold, som begge var kriterier for at komme i betragtning som pilotprojekt.
Afgørelsen er en fallit erklæring for ministeren og hans hold bag beslutningen. Taberen er naturen på Røsnæs.
En helt igennem uklædelig magtdemonstration, hvor lovgivning sættes ud af kraft og stribevis af myndighedsafgørelser igennem 16 år ignoreres - et tab for almenvellet og naturen